Små pauser og det mod, det kræver at tage dem

Små pauser har altid haft en særlig plads hjemme hos os.

Ikke som noget planlagt.

Men som noget mærket.

Jeg har altid været god til at lytte til mit hjerte og min krop. Jeg har haft en stædighed i at prioritere mig selv, også når det var svært. For når man har stor empati og mærker andre dybt, kan det føles forkert at sætte sig selv først. Næsten egoistisk. Men det er det ikke. Det er nødvendigt. Nogle lærer det tidligt. Andre lærer det på den hårde måde.

Det ved Franz alt om.

Han har altid arbejdet meget. Altid haft lyst til at hjælpe. Altid haft svært ved at sige nej. Kroppen blev ignoreret længe, indtil den en dag sagde stop. Ikke som en hvisken, men som et klart signal, der ikke kunne overhøres.

Det blev et vendepunkt.

Her blev jeg hans guide. Ikke ved at presse, men ved at vise. Ved at minde om, at pauser ikke er svaghed. At ro ikke er dovenskab. At det faktisk kræver styrke at stoppe op.

I dag arbejder Franz stadig meget. Det ligger i ham. Men forskellen er, at der er pauser. Ægte pauser. Små øjeblikke, hvor kroppen får lov at trække vejret, og sindet får lov at falde til ro. Pauser, vi skaber sammen.

For mig har pauser ofte haft et sted.

Ude i naturen.

Jeg har altid haft hund. Og noget af den dybeste ro, jeg kender, finder jeg, når vi går sammen. Ud i naturen. Ofte de samme ruter igen og igen. Men det mærkelige er, at de aldrig føles ens.

Naturen skifter hele tiden.

Som vejret.

Som lyset.

Som årstiderne.

Det dyr, vi møder i dag, er ikke det samme som i går. Planter spirer frem, blomstrer og går i hi igen til næste forår. Farverne ændrer sig. Lydene ændrer sig. Selv stilheden ændrer sig.

Naturen er som et lærred, der hele tiden males på ny.

Selv hvis man kigger ud mod den samme horisont hver dag, er den aldrig den samme. Og måske er det netop derfor, den giver ro. Fordi den minder os om, at forandring er naturlig. At intet står stille. At vi ikke behøver gøre det hele selv.

For os er naturen ikke bare noget smukt at kigge på.

Den er en nødvendighed.

Og en gave, vi er dybt taknemmelige for.

Derfor har vi også taget noget af naturen med ind. Ikke for at erstatte den. Men for at huske den. En duft, der giver ro. En olie, der hjælper kroppen med at falde til. Små påmindelser om det, vi allerede ved, når vi er ude.

Det er ikke tilfældigt, at mennesker gennem historien har brugt naturens elementer til netop det. De gamle grækere brugte varme bade og dufte som en del af sundhed og balance. I Indien har planter, olier og daglige små stunder været en grundsten i ayurvedisk praksis i tusindvis af år. Native amerikanske kulturer brugte urter og stille øjeblikke til at skabe ro og forbindelse. I mange afrikanske kulturer var langsomhed, fællesskab og natur en naturlig del af hverdagen.

De vidste, hvad vi er ved at genlære.

At kroppen husker.

At naturen støtter.

At små pauser betyder mere, end vi tror.

Dette er begyndelsen.

Fremover vil jeg gå mere i dybden med nogle af de emner, der betyder noget for os. Nogle tekster vil komme fra mig. Nogle fra Franz. Og nogle vil komme fra os begge. Fælles for dem alle er ønsket om at dele ærlige erfaringer, stille refleksioner og små påmindelser om at passe på sig selv.

Hvis denne tekst minder dig om at stoppe op et øjeblik.

Trække vejret lidt dybere.

Eller bare huske dig selv.

Så er det nok for i dag.