Jeg hørte engang til den gruppe, der tænkte:
Det gør jeg, når jeg får tid til det.
Jeg sagde det ikke højt.
For hvad ville folk tænke, hvis jeg viste, at elastikken var spændt mere, end godt var.
Gav jeg mig så tid til at mærke efter?
Nej.
Pauser var ikke noget, jeg troede, jeg manglede.
De passede bare ikke ind i den måde, jeg fungerede på.
Jeg havde et højt gear, og det føltes normalt.
At tage ansvar.
At fortsætte.
At klare den.
Når jeg en sjælden gang faktisk stoppede op, reagerede kroppen ofte ved at sige fra.
Ikke voldsomt.
Bare som diffuse influenzalignende symptomer.
Dengang tænkte jeg, at det var uheldig timing og kunne umuligt have noget at gøre med, at jeg havde brug for at slappe af.
Som ung, i 20’erne, ramte jeg muren første gang.
Efter et tilfælde, hvor jeg besvimede af udmattelse, sad jeg hos min læge.
Han fandt ikke noget konkret, andet end det, han kaldte stress.
Men han sagde noget, der satte sig fast.
Han sagde, at jeg havde fået et gult kort.
Næste gang kunne det være et rødt.
Og så rejser du dig måske ikke igen.
Jeg forstod ordene.
Jeg tog dem bare ikke rigtigt ind.
For stress var jo noget, folk fik, som ikke havde noget at lave.
Men jeg var også godt klar over, at det der med at gå og skvatte rundt af udmattelse ikke var noget, man burde praktisere.
Så årene gik.
Nogle perioder bedre end andre.
Kroppen sagde fra indimellem.
Hovedet fulgte ikke altid med.
Det tog mig lang tid at forstå, at pause ikke er noget, man automatisk får.
Det er noget, man aktivt skal tage.
Og endnu længere tid at finde ud af hvordan.
Jeg havde stadig den grundlæggende indstilling, at man ikke bare kan stoppe op, når nogen spørger, om man ikke lige kan hjælpe med det ene eller det andet.
Der er jo altid noget, der skal gøres.
Verden holder ikke pause, bare fordi man selv gør.
På et tidspunkt var det ikke længere et spørgsmål om vilje.
Kroppen tog over på en måde, der var livstruende.
Det var dér, det gik op for mig, at man ikke behøver være så dum, at man når helt derud.
Her blev Heidi vigtig.
Ikke fordi hun forklarede alting.
Men fordi hun viste mig noget andet.
Hun havde en tålmodighed, jeg ikke selv havde.
Og hun begyndte stille og roligt at introducere noget, jeg havde haft stor modstand imod.
Ro.
Omsorg.
Små pauser.
Ikke som store forklaringer.
Men som handlinger.
Et øjeblik uden krav.
Noget, der kunne mærkes i kroppen, før det kunne forstås i hovedet.
Dengang syntes jeg, meget af det var noget hippiehalløj.
I dag ved jeg, at det var noget helt andet.
Jeg forbinder i dag bestemte dufte og små ritualer
(helt uden trylleord og ofringer)
med omsorg.
Ikke som noget magisk.
Men som påmindelser om at stoppe op.
Ikke for at slippe ansvar.
Men for at kunne blive ved.
Det her indlæg er ikke hele historien.
Det er begyndelsen på den.
Jeg øver mig stadig.
Jeg lærer stadig.
Og jeg tror, det er et livslangt projekt, der ændrer sig med tiden og med alderen.
Men én ting har ændret sig for altid:
Pauser, omsorg og ro er ikke et tegn på svaghed.
De er ofte det eneste, der gør styrke holdbar.
0 kommentarer