Når der er meget i gang hjemme hos os, er det ofte Franz, der reagerer først.
Ikke som stress selv om det kan føles sådan for mig.
Men som et behov for at handle.
Han mærker ansvaret hurtigt.
Der er noget, der skal tages fat i.
Noget, der kan gøres.
Noget, der måske kan forhindre, at det bliver større, end det behøver.
Han har ikke behov for at lade det stå stille.
Han vil gøre noget aktivt.
Handle, indtil det giver mening for ham, at der ikke er mere at gøre.
Det er sådan, han er i det.
Og det har jeg lært at se som en styrke.
For set udefra er det ikke uro, der driver ham.
Det er omsorg.
Viljen til at beskytte.
Til at bære noget, også når det er tungt.
Vi har talt meget om den måde at reagere på.
Ikke for at ændre den.
Men for at forstå den.
For der er noget grundlæggende fælles i det:
et ønske om, at tingene ikke skal løbe løbsk.
At der bliver taget ansvar.
At ingen står alene.
Samtidig er vi også klar over, at handling ikke altid er svaret.
Og at tempo kan føles forskelligt, alt efter hvor man står.
Det viser sig også meget konkret i hverdagen.
Jeg husker en af de dage, hvor jeg kom hjem efter en lang dag, træt som en hund, stadig i pænt tøj (fordi jeg havde været smart nok til at skifte til det før). Men nej. Der stod en skurvogn, der skulle flyttes, fordi en skulle komme og kigge på den næste dag. “Det kan ikke stå sådan”, tænkte jeg. Så jeg gik i gang.
Det var en katastrofe. Alt gik galt: Pallerne sad fast, maskinen drillede, regnen startede, og jeg havde stadig min “pæne” jakke på. Resultatet? Jakken var ødelagt, jeg var mudret fra top til tå, og jeg havde haft en fuld nedsmeltning, Chernobyl-light.
Heidi stod indenfor og kiggede ud på mig, mens jeg hissede mig mere og mere op. Malou kom og spurgte, hvad jeg havde gang i, og om Heidi ikke skulle hjælpe. Heidi svarede bare:
“Det der skal jeg ikke blande mig i”, og grinede.
Da det endelig var klaret, stod jeg der som en gammel vrissen mand og kiggede på hende.
“Hvorfor stoppede du mig ikke?” spurgte jeg.
Hun kiggede bare på mig med det der rolige smil og sagde:
“Fordi det ikke ville være lykkedes.”
Og hun havde ret. Jeg var i fuld gang, ingen chance for at stoppe mig. Hun lod bare stormen rage, og da den var ovre, var skurvognen flyttet, jakken død, og jeg stod der som en idiot med mudder i håret.
Senere, da jeg stod og kiggede på ruinerne af min jakke, sagde hun med et grin:
“En anden gang kan du så ikke skifte jakke inden du går i gang?”
Ja tak, Heidi. Det havde været smart.
Men nej. jeg skulle jo handle NU.
Typisk mig: Først action, så beklagelse.
Og til sidst står vi der – begge med ret.
(Og jeg med en ny jakke på ønskelisten.) 😏
Når jeg ser på Heidi, ser jeg noget andet.
Hun mærker stemningen før handlingen.
Ikke som stress.
Men som en ændring i tempoet.
Hun har ikke behov for at løse det hele med det samme.
Hun giver plads.
Bliver.
Lader tingene være, indtil det giver mening for hende at gøre mere.
Det var ikke altid let for mig at forstå.
For mit eget udgangspunkt har altid været, at hvis noget er svært, så bør man gøre noget ved det.
Men jeg har lært, at hendes måde ikke er passiv.
Den er bevidst.
Og den kan noget, som handling ikke altid kan alene.
Når vi ser på det sammen, kan vi se, at hendes ro gør noget vigtigt.
Den skaber overblik.
Giver plads til, at ting kan falde på plads af sig selv.
Og minder os om, at timing også er en form for handling.
Til sidst står vi dér, hvor vi altid har stået.
Forskellige.
Ikke perfekte.
Ikke ens.
Vi har aldrig haft behov for at lave hinanden om.
Men vi har måttet acceptere, at forskellighed ikke altid føles bekvem.
Vi har valgt ikke at rette hinanden.
Ikke forklare men prøve at forstå hinanden.
Ikke gøre hinandens måde at være på forkert.
Og dér ligger en vores styrker.
I forskellen.
I spændet mellem handling og ro.
I at stå forskelligt, og stadig stå sammen.
0 kommentarer